Udfordringen har besøgt Abrahams midlertidige opholdssted, Karan, som idag hedder Harran - hvor hans far døde og både Isak og Jakob fandt deres koner

Byen hedder ganske vist Harran, men det gør den også i de fleste andre oversættelser end den danske, hvor den kaldes Karan (1. Mos 11,31-32) efter sit senere romerske navn – Carrhae.

Mættet med bibelhistorie

Udfordringens ekspedition besøgte også Harran på vej fra Ararat-bjergene i nord-øst til Ur i Syd-Tyrkiet.

Herfra kom Abrahams hustru Sara, her boede hans brorsøn Lot - som senere fulgte med Abraham til Kanaan. Vi så brønden, hvor Abrahams tjener Elieser fandt Rebekka og tog hende med hjem til Abrahams søn, Isak.

Hertil flygtede også Isaks søn Jakob, da han havde snydt Esau for førstefødselsretten. Og her fandt Jakob sin Rachel - og Lea - og arbejdede i 20 år for sin onkel Laban - Rebekkas bror.

I dag er Harran kun en stor landsby, men engang var den vigtigere end Ur selv – eller Sanli Urfa, som Ur hedder i dag – der ligger kun ca. 40 km herfra. I hvert fald nævnes Ur på et tidspunkt i historien som en by i Harran-området. Og Harran blev på et tidspunkt gjort til hovedstad af en assyrisk konge.

Harran lå strategisk ved Balikh floden, som har forbindelse til Eufrat, og byen lå også på vejen mellem Nineve (den store by, som Jonas fik besked på at advare) og Carchemish.

Navnet Harran kommer muligvis fra det sumerisk-akadiske ord „Harran-U", som betyder "rejse", "karavane" eller "korsvej". Eller også er byen opkaldt efter Abrahams ældre bror, Haran.

Centrum for astrologi-religion

Harran var centrum for dyrkelsen af måneguden Sin, som var den vigtigste gud i den assyrisk-babylonske astrologi-religion. Allerede omkring 2000 før Kristus – kort efter Abraham – ved man, at byen havde forbindelse til pyramiderne i Giza i Egypten, som man påstod var gudernes grave. (Sammenblandingen af konger og guder var almindelig både her og i Egypten).

Og byen tilpassede sig og beholdt sin religiøse status under det senere persiske verdensrige fra 6.-4. årh. f.Kr. og efter, at Alexander den Store erobrede byen for det romerske verdensrige.

Romerne led et kæmpe nederlag til parterne netop her ved Harran 53 år før Kristus, og i det 4. århundrede efter Kristus tog den sidste hedenske romerske kejser Julian imod råd fra et orakel i Harran i sin krig mod perserne.

Oraklet advarede ham mod nederlag, hvilket han ignorerede - og led nederlag. Han blev selv dræbt – nogle mener af en kristen i sin egen hær.

Da det romerske rige blev kristent, flygtede de hedenske filosoffer i Rom og Athen mod øst, og grundlagde et nyplatonisk akademi i Harran, hvor den gamle kaldæiske hedenskab blev blandet med nyere romerske former.

Islamisk Universitet

I det 6. århundrede kom Islam hertil og nu blev et islamiske universitet grundlagt under kaliffen Umar II. Han lod underviserne i den hedenske "visdom" fortsætte, og det lykkedes dem ligesom før at overleve under skiftende riger. Men de holdt deres okkulte viden hemmelig for muslimerne.

Alligevel er der dem, der mener, at muslimerne fik månedguden ind i sin religion, da man jo også begyndte at bruge halvmånen som symbol. Men det er nok en kort-slutning; et ønske-argument for modstandere af islam uden hold i virkeligheden. (Se interviewet side 11 med en islam-ekspert om dette.)

Korsfarerborgen

Da korsfarerne kom, slog de sig ned i Urfa (eller Edessa, som byen også blev kaldt en periode). Ur blev den første kristne by i området og i det 12. århundrede hovedstad for et korsfarer-kongerige ved navn Edessa. Det var Tempelridderne, der regerede her. De behøvede åbenbart ikke at erobre Harran, for at få adgang til den, men her ligger en gammel korsfarerborg, som skulle være bygget ovenpå et af de to måneguds-centre i byen. Ovenpå det andet ligger moskéen nu.

I 1271 kom mongolerne og bortførte befolkningen fra Harran, og dermed var dens storhed endelig forbi.

Nogle anslår, at der gennem 3.000 år boede mellem 10-20.000 mennesker her, hvor byen var først messopotamisk og senere en helenistisk by. I dag er der kun en del af byen tilbage. Husene er i øvrigt kendt for at være op til 4 meter høje, bygget i ler. Formålet er at holde varmen ude. her bliver op til 55 grader, så der er ikke noget at sige til, at de dyrkede månenatten.

Abrahams by

Hvis man går en lille kilometer fra borgen kommer man op ad en bakke. På vejen kommer man forbi to led, som markerer indgangen til "Arans Hus" – det var Saras familie.

Bakken er den oprindelige by, og her kan man grave sig ned lag for lag gennem byens lange historie. Her er da også foretaget nogle få udgravninger, men slet ikke i det omfang, som det ville ske, hvis Harran lå herhjemme, hvor arkæologerne får glimt i øjnene over det, der er mindre. Men her mangler penge, som alle andre steder i Tyrkiet.

Ødelagt universitet

Nedenfor ruinhoben på den anden side ligger det ødelagte universitet. Her er en stor flisebelagt gård omkrandset af ødelagte mure, med en brønd i midten og i hundredevis af udhuggede sten og piller, som konsekvent er ødelagt af græske Alexander den Stores hær, da han undertvang sig Perserriget.

Abrahams opgør med månetroen

Som nævnt i en tidl. artikel fortæller Jashers Bog, at Abraham i sine 39 år hos Noa kom til erkendelse af, at solen og månen ikke var guder, men kun Guds "tjenere".

Det var et relevant emne på den tid. Kun to genrationer efter Syndfloden dyrkede mange solen og månen og stjernerne, og som nævnt stod Noas oldebarn, Kams barnebarn Nimrod, i spidsen for dette oprør mod Gud.

Kom de vise mænd fra Harran?

Den australske forfatter og arkæolog Jonathan Gray, mener, at de navne på stjernebilleder, som nu bruges i astrologien, oprindeligt havde et profetisk indhold om Guds frelseshistorie, før de blev misbrugt i astrologien.

Næsten hvert stjernebillede havde oprindelig en „kristen" betydning. De handlede om Guds plan.

Når der i Matt 1,23 tales om en profeti »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« — det betyder: „Gud er med os", så var det måske en hentydning til stjernebilledet Jomfruen og den lære, der var knyttet til det. Der lå mere i det udtryk. Stjernetydningen var også baggrunden for, at de såkaldte "vise mænd fra Østen" tolkede, at en stor konge var født. "Vi har set hans stjerne" fortæller de.

Gad vide, om de kom fra Harran?

Alt dette kan man læse mere om i Jonathan Grays bog "Sting of the Scorpion", som desværre ikke er oversat til dansk – endnu. Hvem vil gøre det?

Kendte Abraham til stjernetydning?

Man kunne forestille sig – men det er kun gætterier – at Abraham fik denne viden om stjernernes profetiske betydning med fra sine 39 år hos Noa og Sem.

Noa bliver i det gamle sumeriske digt Gilgamesh kaldt for den ekstra vise.

Han havde en viden, som var ud over det sædvanlige. Han og hustruen Naamah (som hun kaldes i gamle skrifter) havde oplevet flere hundrede år i den gamle verden før Syndfloden – hvor mennesker levede længere – og skulle man vide noget, måtte man gå til dem.

Abrahams kaldelse forbindes sjovt nok også med stjernerne, og mon det er helt tilfældigt, eller har Gud netop talt til ham på denne måde, fordi han var astronomisk kyndig?

„Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« (1 Mos 15,5)

Skal man tro Jashers Bog, så var der flere hundrede, der fulgte med Abraham fra Ur til Harran efter Babelstårnets fald og hans opgør med Nimrods afgudsdyrkelse.

Man kunne jo gætte på, at Abraham har undervist de mange folk, der fulgte ham, i den „rigtige" lære om (eller profetien om) stjernernes betydning i Guds plan.

Men det er som sagt kun gætterier.

I hvert fald opstår der her en læreanstalt, verdens første universitet – og efterhånden glider stjernelæren over i afgudsdyrkelse, ligesom i resten af det assyriske og babylonske rige. Men da var Abraham, Sara og Lot rejst til Kanaan - det forjættede land.

Andre artikler om Abraham:

Abrahams Ur fundet igen

Abraham i skole hos Noa

Jashers Bog fundet igen

Besøg i Abrahams Harran

Tilbage til hovedside for Bibelsk arkæologi